top of page
Robert Jørgensen

Håndtering af diabetes 2 i dagligdagen

Hvordan jeg lever med diabetes type 2 i dagligdagen

 

I dette indlæg vil jeg fortælle noget om, hvordan jeg lever med diabetes i dagligdagen – både lidt om hvordan jeg tænker, og hvordan jeg agerer.

 

Min diabetesstatus

Jeg har haft diagnosen i godt 15 år, og har gennem perioden været medicinfri hhv taget Metformin, hvilket jeg også gør i øjeblikket. Jeg har testet en del med denne medicin, og det ser ud til, at jeg ikke har nogen målbar gavn af den. Jeg håbede på, at den kunne sænke mit fasteblodsukker og Dawn Phenomenon (morgengrysfænomen) lidt, men det har ingen effekt på det. Det skyldes højst sandsynligt, at jeg dels spiser, så blodsukkeret ikke stiger så meget, dels motionerer meget. Dette tager effekten ud af medicinens virkning, har jeg læst i et forskningsstudie, og det ser ud til at være korrekt for mit vedkommende. Så jeg kunne lige så godt undvære medicin, men det siges at have andre gode benefit end lige effekt på blodsukkeret.

 

Hvordan styrer jeg blodsukkeret i hverdagen

Som fortalt i et tidligere indlæg startede jeg med at følge de officielle kostråd, som generelt består af mange kulhydrater, noget protein og meget lidt fedt. Et par år på denne kost viste mig tydeligt, hvorfor sygdommen vurderes at være ”kronisk og progressiv” for det gik bare slet ikke. De mange kulhydrater fik mit blodsukker alt for højt op efter hvert måltid, og medicindosis (Metformin) blev øget efterhånden.

 

Derfor begyndte jeg at studere sygdommen og dens årsag og symptomer. Jeg undrede mig over, at jeg blev anbefalet at spise så mange kulhydrater (300-350 gr om dagen), når det er kulhydrater, der påvirker blodsukkeret mest. Jeg testede at reducere kraftigt i kulhydratmængden og øge protein- og fedtmængden. Mit blodsukker normaliserede sig i løbet af 4-5 dage, og det viste mig, at jeg var inde på det rigtige. Da jeg startede denne kosttype eksisterede der stort set intet om low carb kosttyper, så jeg måtte ”opfinde” det selv….jeg anede reelt ikke, hvilke fødevarer jeg kunne spise, men fandt langsomt ud af det ved at måle blodsukker igen og igen og igen. Jeg købte mig fattig i målegrej, men det var godt givet ud.

 

Mad og drikke

Jeg har lige siden holdt fast i low carb kosttypen, så jeg er et levende bevis på, at mennesker sagtens kan overholde sådanne ”restriktive” kosttyper i længere tid, hvilket vores behandlersystem tilsyneladende ikke tror på. Reelt er der intet restriktivt ved at holde kulhydratindtaget lavt. Man kan spise næsten normalt, bortset fra kartofler, ris, pasta, brød o.l. Disse fødevarer kan man også spise lidt af, men så lidt at jeg hellere undværer, og det er altså ikke noget stort savn, men en ren vane.

 

Og så lige en stor pil igennem den store misforståelse, der lever i bedste velgående, også blandt vores læger og diætister – at spise low carb betyder ikke, at man vælter sig i mættet fedt. Jeg spiser få kulhydrater (ca 30-40 gr om dagen), ca 1,5 gr protein pr kg kropsvægt og supplerer op med fedt af den sunde slags…og det indeholder også en vis mænge mættet fedt, men ikke usundt fedt som fx de fleste frøolier, blandingsprodukter (Becel, Kærgaarden, stegeolier o.l.)

 

De fødevarer, som jeg spiser, består kød, fisk, kylling, æg, ost, overjordsgrøntsager, øko-smør og fløde, olivenolie, nødder/kerner, bær og af og til hjemmebagt low carb brød. Ingen ultraforarbejdede fødevarer med en masse tilsætningsstoffer, sukker og raffinerede olier.

 

Drikke er meget let, for jeg drikker kun kaffe, te og postevand. Ikke sodavand, saft, juice og den slags, heller ikke selvom der er 0 gr næring i. Jeg har vænnet mig helt af med, at alt skal smage sødt, og jeg synes, at iskoldt postevand smager fortrinligt.

 

Og selvfølgelig indtager jeg noget mindre sundt af og til, men de fleste dage ser sådan ud. Ingen vil vist påstå, at det er usundt at spise denne slags fødevarer.


  blodsukker

Test af morgenmad - havregryn hhv æg og kylling


Faste/tidsbegrænset spisning

For det meste faster og spiser jeg det, der kaldes 16:8, dvs at jeg faster fra kl. 20.00 – 12.00, og har dermed et spisevindue fra 12.00 – 20.00. Reelt vil det sige, at jeg ikke spiser morgenmad, men frokost, en mindre eftermiddagssnack og aftensmad. Alt sammen med få kulhydrater, men sundt og varieret med masser af overjordsgrøntsager, godt med kød og noget sundt fedt.

 

Motion

Jeg er pensioneret, så mit daglige arbejde er motion, plejer jeg at sige. Jeg træner 6 dage om ugen, skiftevis styrketræning, løb og cykling. Den 7. dag er restitution, hvor jeg går eller cykler en mere afslappet tur. Alt i alt træner jeg ca 10-12 timer om ugen. Motion er supergodt for diabetes, da musklerne bliver mere insulinfølsomme af det, og hvis man har fået spist sig til et højt blodsukker, så kan man hurtigt sænke det med en løbe- eller cykeltur, gerne med lidt høj puls. Endvidere sænker motion det generelle fasteblodsukker og også morgengrysfænomenet i kombination med at indtage få kulhydrater. Endelig er motion en væsentlig faktor til at holde kropsvægten på et fornuftigt niveau.

 


Som det fremgår, så har jeg ret godt styr på min diabetes, og jeg kan stadig holde mit blodsukker, incl. langtidsblodsukkeret, fornuftigt lavt og også uden brug af medicin. Det er tilfredsstillende efter 15 år med sygdommen. Jeg har ingen diabetes følgeskader af nogen art, og det skyldes helt sikkert, at jeg håndterer sygdommen, som jeg gør.

 

I dagligdagen tænker jeg stort set ikke på diabetes, fordi min livsstil er blevet en ren vane på linje med andre menneskers levefacon. Dog bruger jeg en del diabetes-tid i vores facebookgruppe Diabetes 2 – Danmark, hvor jeg er med-administrator. Denne gruppe har over 8.000 medlemmer, så det kræver lidt tid og interesse, hvilket jeg gør med fornøjelse. Hvis jeg kan medvirke til at ny-diagnosticerede mennesker kan få en bedre start end den ikke specielt gode, som man får fra det offentlige behandlingssystem, så er min tid givet godt ud.


Alle er som vanligt velkommen til at kommentere mit indlæg eller stille spørgsmål

140 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Jeg er ikke min diagnose…

Mit navn er Brian Ege Kristensen, jeg er 44 vintre, og fik konstateret type 2 diabetes i 2016. Det var noget, jeg skulle vende mig til....

Comments

Rated 0 out of 5 stars.
No ratings yet

Add a rating
bottom of page