Blog 2 - Livet med flere diagnoser.

En eftermiddag i marts 2015 ændrede hele mit liv sig for altid. En ubetydelig hændelse, hvor en aftale blev skubbet i 2 timer, udløste en reaktion, som jeg med det samme vidste, ikke var normal. Hele mit følelsesregister kørte rundt i alle faser på én time, og den time, var resultatet af et pres i mange år, som jeg havde skubbet, da stress jo ikke er fysisk farligt (troede jeg). Jeg havde i over 5 år levet et liv med en masse pres og hårde oplevelser som jeg ikke fik håndteret, da jeg ikke følte, at jeg havde ”tid” til at trække stikket. Hvis jeg er realistisk, har jeg nok altid levet et liv i pres, da jeg fra barn af, har følt at jeg SKULLE please andre og bøje alle mine egne behov. Min hjerne gik kognitivt ned, så et familiemedlem fik mit cpr-nr. og ”overtog” mit liv.

Efter et besøg hos egen læge og 4 timer i modtagelsen på psykiatrisk skadestue, tog jeg hjem, da jeg mente, at jeg godt kunne håndtere situationen selv. Mit hoved havde dog neurologisk taget skade, og den efterfølgende tid var hård. Når jeg skal beskrive det for andre, siger jeg ofte, at jeg fik stress, men min rigtige diagnose er en belastningsreaktion der kan være lidt sværere at forstå.

Alt i min hverdag blev pludseligt anderledes og nyt. Alle daglige rutiner tog mere tid, da jeg havde glemt helt simple ting, som at kunne smøre en rugbrødsmad og hvad jeg skulle gøre for at komme i bad. De rutiner jeg stadig kunne, skulle gøres anderledes og blev meget langsommere. Da jeg ikke kunne huske mine rutiner mere, skulle mange ting læres igen.

Det var næsten umuligt at handle, og jeg skulle planlægge hele turen på forhånd, så den blev så kort og nem som muligt og, så jeg ikke var udmattet af indtryk når jeg kom hjem.

Det tog nogle måneder før at mit hoved havde lært hvad man skal huske, før at man skal ud af døren og hvordan jeg lavede de retter jeg havde lavet uden at tænke over det, i over 25 år.

Nogle gange kom det tilbage i små glimt af et par timer og, så spurtede jeg rundt, så jeg udnyttede det, inden det forsvandt igen.

Hvis jeg var inviteret ud, kom overskuddet ofte igen, men det forsvandt ALTID når jeg kom hjem og kroppen faldt sammen i dagevis eller ugevis efter, da det krævede meget, at gøre sig klar til at komme ud, og bearbejde alle de indtryk der kommer, når man er til sammenkomster med venner og familie.

....dette er det den bedste måde jeg kan beskrive hvordan min krop reagerede på en voldsom belastningsreaktion d 9 marts 2015 og som aldrig helt vil forsvinde fra min krop. Jeg har dog på de sidste 8 år fået arbejdet MEGET med mine egne behov, sorteret i opgaver og fik en pension i marts 2023 som har givet et liv, som jeg stadig er ved at finde balance i. Min hjerne har et kronisk højt ambitionsniveau, der ikke passer med mine resurser mere, så nogle dage er jeg i balance og nogle gange bruger jeg FOR meget, men mit overordnede mål er, at være lykkelig, og det kan man også være, selvom man ligner havregrød i ansigtet og går i seng klokken: 20. Der er altid en ny dag i morgen.

Man kan sjældent se på mine billeder eller mit smil, at min hjerne arbejder på højtryk for at håndtere hverdagen, men når jeg ikke er synlig på medier, aflader jeg i mange timer HELT alene, eller med folk der er HELT tætte. SÅ tætte, at jeg ikke skal bruge energi på, at aflæse deres ansigter, og at deres energi er ”kendt” i mit system og hvor jeg kan være MIG i alle nuancer.

Du vil i messenger samtaler og i facebook kommentarer ikke mærke, at jeg der kan "ligne" overskud, men skal forberede mig i dagevis, hvis vi skulle mødes i hverdagen.

Udover min psyke, har jeg også min diabetes der HVER dag kræver, at jeg tager min medicin. Passer min træning, fravælger kulhydrater og 50 andre ting, som de fleste med færre diagnoser ( eller ingen ) ikke skal jonglere ind i hverdagen…. hver dag… .hele året… resten af livet. Jeg skal tage 15-20 diabetes relaterede handlinger hver dag.

Det kan være voldsomt udfordrerne, når hjernen har så store udfordringer med at huske og lister ikke hjælper. Lister hjælper ikke, hvis man ikke ved hvor de ligger. Lister giver store risici for følelsen af nederlag, hvis man sjældent er i stand til at nå alt

Jeg fejrer de gode dage, da de ER mine sejre og på sigt får mig tilbage til et nemmere liv.

De andre dage tilgiver jeg mig selv, da jeg er nødt til at starte hver dag med en "ren tavle", så jeg har en chance for at komme i mål ❤️

Det er nu 8 år siden og det har kostet nogle relationer, men har også ændret nogle til at blive bedre og stærkere. Glemsomhed og hukommelsestab kan for andre virke som ligegyldighed. Afbud pga at jeg er mættet af indtryk, kan virke som manglende interesse. Det forstår jeg GODT, men at vælge sig selv TIL er ikke at vælge andre FRA, når tilvalget af andres behov, koster mig selv et hak i det fysiske helbred. Alt psykisk ubalance sender mit blodsukker på rumfart, så i starten kan man godt bilde sig ind, at store fester er ”det værd”. Med tiden/årerne, har jeg dog valgt, at modtage vrede og beskeder med skuffelse, fordi at jeg ved, at jeg passer på relationen bedst ved, at investere i et langt liv. Jeg har i dag en hverdag, hvor jeg stadig har mange resurser jeg kan gøre brug af, men de fungerer bedst, når jeg kan gøre det i mit eget tempo og når det passer MIG. Jeg har stadig dage, hvor jeg mister fornemmelse for sult eller mæthed, men jeg har lært, at det kommer igen. Over 82 % med diabetes har mere end 1 diagnose, og nogle gange er diabetes den der er mest stille,… og derfor den sværeste at give nok opmærksomhed. over 30% har som mig, også en psykisk. ( Mit totale tal er 2 fysiske og 2 psykiske) - Dem skriver jeg om i en senere blog …jeg skriver alt dette, for at skabe viden om og forståelse for, at et liv med diabetes og andre diagnoser, kan være svært at håndtere, pga de mange daglige ekstra handlinger. Det er OK, hvis du syntes at dit liv med diabetes er fyldt med mange ekstra opgaver. Der er OK, hvis du syntes at dit liv med diabetes og andre diagnoser er hårdt. Du må bare ikke give op, for der er udveje ud af næsten alt og INGEN forventer at du skal håndtere livet perfekt. Målet er at finde en version af lykke i livet, i alle de versioner vi bliver tildelt et. Mit blev nemmere af, at jeg bedte om hjælp !